Vikingetid og middelalder

De første byer

76 af de 81 købstæder, Danmark havde i 1970, er opstået i middelalderen – nogle enkelte helt tilbage i vikingetiden. At en så stor del af det danske bymønster blev lagt fast allerede for mellem 500 og 1000 år siden viser, at dannelsen af byer i middelalderens Danmark var en betydningsfuld samfundsændring, der satte sig spor langt frem i tid i menneskers måde at leve på, i handelsmønstre, og hvad angår administrativ inddeling.

Interessen for byernes historie kunne ses allerede i 1000-tallet, hvor den tyske historiker Adam af Bremen i en krønike fra 1070 omtalte, at der i Danmark fandtes ”meget store byer”. Krøniken er den ældste omtale, der kendes, af byernes historie i Danmark, og selvom byerne næppe har været så store endda, så afspejler krøniken dog, at der i 1000-tallet var etableret et solidt dansk bysystem på måske de første ca. syv-ti byer. Det var byer, der for de ældstes vedkommende på den tid allerede havde to-tre århundrede på bagen. Det gjaldt f.eks. for landets ældste by Ribe, som arkæologiske fund kan datere til at være opstået et sted mellem 704 og 710.

Man havde på det tidspunkt kendt til begrebet byer i næsten 10.000 år fra højkulturerne i Mellemøsten og ved Middelhavet. Men det var først nu i 700-tallet, at en økonomisk fremgang, statsdannelse og en øget handel i Nordeuropa skabte grundlaget for, at byer også kunne opstå så langt mod nord som Danmark. Et produktionsoverskud i landbruget pga. samtidige tekniske omlægninger og den lidt senere samling af Danmark til ét samlet rige styrkede siden dette grundlag.

Det skønnes af professor Bjørn Poulsen, at kun knap 1 procent af befolkningen før år 1000 boede i byerne. Udover Ribe var det bl.a. byer som den nu forsvundne Hedeby (804), og derudover kan nævnes Roskilde (ca. 980), Odense (ca. 988), Århus og Aalborg (begge 900-tallet). Fælles for de nye byer var, at deres befolkning nu var permanent modsat tidligere tiders handelspladser og småbebyggelser, der kun havde en sæsonbestemt befolkning og derfor blot havde været såkaldte centralpladser eller knudepunkter og ikke byer.

Byerne opstod dér, hvor adgangen til transport- og handelsveje var bedst tilgængelig, eller på de steder, hvor placeringen syntes mest central for et større opland. Ribes placering ved Ribe Å med adgang til Vadehavet skabte f.eks. forbindelse til andre byer langs den frisiske kyst og videre til Den Engelske Kanal, hvor varestrømmene flød, ligesom også Århus lå ved en åmunding (på oldnordisk kaldet Aros), der kunne bruges som havn. Odense opstod til gengæld ikke ved havet, men midt på Fyn, hvor den som den hellige by ”Odins-vi” blev centrum for et rigt opland. Efter år 1000 kom flere byer til.

Byernes betydning

Byer, der i hvert fald er blevet betydningsfulde fra omkring år 1000 og dermed på Adam af Bremens tid, er f.eks. de tre landstingsbyer Viborg (Jylland), Ringsted (Sjælland) og Lund (Skåne) samt Helsingborg og møntslagningssteder såsom Slagelse og Randers.

Som det fremgår, opnåede byerne hurtigt en administrativ betydning, der hang sammen med samlingen af Danmark til ét samlet rige. Kongemagten fattede da også hurtigt interesse for byerne som en indtægtskilde, og det vides, at byerne i hvert fald fra 1085 var udskilt som et særligt beskatningsområde stående direkte under kongen. Siden fulgte kongens tildeling af købstadsstatus, der gav byerne næringsrettigheder og et vist udbredt selvstyre, hvilket igen forbedrede indtægtsmulighederne.

Grænsen mellem land og by var lige fra de tidligste byer Ribe og Hedeby markeret med beskyttende volde og palisader. Med væksten i antallet af købstæder steg antallet af voldanlæg, men den militære betydning af disse i forhold til omkostningerne ved deres opførelse er dog omdiskuteret, og middelalderarkæologen Peter Carelli har i den forbindelse fremsat den tese, at de lige så meget var udtryk for prestigeprojekter gennemført af en selvbevidst bybefolkning.

Samtidig var kirken, der i middelalderens første del var inde i sin opbygningsproces i Danmark, tæt forbundet med byernes vækst. Præster og andre gejstlige i kirker og klostre betød en samling af rigdomme og gav vækst i byernes beskæftigelse og befolkningstal, og det gav samtidig basis for et åndeligt liv, der ikke fandtes i landsbyerne. En by som Viborg har med domkirke, 12 sognekirker og flere klostre uden tvivl kunnet mærke kirkemagten, og det samme har Ribe med domkirke og op imod 10 kirker samt fire klostre.

Den svenske historiker Anders Andrén pegede i 1985 på, at da forudsætningerne i første del af middelalderen for alvor var på plads, så blev 1200-tallet det store gennembrudsårhundrede for bydannelser i Danmark. Det er fra denne periode, at de tre byer med navnet Nykøbing på henholdsvis Falster, Mors og Sjælland kendes, og som med Ny- illustrerede, at de var nyere end de ældste byer. København, der allerede i vikingetiden fandtes som et lille fiskerleje ved Øresund under navnet Hafn, havde i 1200-tallet også vokset sig stor og fik i 1254 købstadsstatus ligesom byer som Bogense, Grenaa, Holstebro, Kolding, Nakskov, Nyborg og Rønne også voksede frem i denne periode.
 
Efter disse bydannelser fulgte en stilstand, og det var ifølge Anders Andrén først, da der i tiden 1400-1550 blev behov for byer i perifere områder, at middelalderens sidste bydannelser fandt sted. Her kan bl.a. nævnes Nibe, Præstø, Skagen, Sæby og Thisted.

Købstædernes styre og økonomi

Byerne lå i middelalderen så at sige som øer i et agrart hav og var tydeligt adskilt fra dette i form af deres fysiske karakter med en høj bebyggelses- og befolkningstæthed koncentreret på et kompakt areal med en vold omkring.

Det økonomiske grundlag for, at sådanne klart afgrænsede områder kunne eksistere som byer, var ifølge den tyske geograf Walter Christallers centralstedsteori fra 1933, at byerne kunne yde økonomiske, administrative og kulturelle serviceydelser til deres opland, ligesom byerne selv modtog og videregav lignende ydelser til og fra andre og større byer. Byerne var på denne måde bundet sammen i et netværk, der ifølge byteoretikerne Paul M. Hohenberg og Lynn Hollen Lees gjorde dem – især havnebyerne – til porte for handel og varestrømme til andre dele af netværket.

Varestrømmene og rigdommene, der gik igennem byerne, forklarer derfor kongemagtens voksende interesse for byerne. Var byerne købstæder – hvad de fleste større byer blev i løbet af middelalderen – stod de direkte under kongen og var derved ikke blot fysisk adskilt fra landområderne, men var også adskilt administrativt og økonomisk.

Købstæderne havde ret til at drive handel og finere håndværk, hvad ikke var tilladt uden for byernes grænser. Med købstadsstatussen fik indbyggerne samtidig ret til at handle med bønderne, købe deres råvarer og sælge de færdige håndværksprodukter og varer fra købmændenes handelsvirksomhed til dem.

Kongen kunne yderligere tildele købstæderne privilegier, der klart definerede det opland, som det var tilladt at handle med, og hvor ingen andre købstæder havde ret til at drive handel. Disse tildelinger blev almindelige fra sidst i 1400-tallet og frem. Typisk lå området inden for en radius på to mil fra købstaden. I enkelte tilfælde var det mindre, og i enkelte var det større. Købstæderne havde ugentlige torvedage, og bønderne i landområder var pålagt såkaldt torvetvang, hvor de skulle henlægge hovedparten af deres handel til købstæderne.

Antallet af byer og deres størrelse

Den førnævnte Anders Andrén har beregnet, at antallet af købstæder i middelalderens Danmark – dvs. det nuværende Danmark samt Skåne og Slesvig – nåede et maksimum på 112 i 1500-tallet. Bymønsteret var dog ikke statisk, og nogle byer mistede senere deres købstadsrettigheder, fordi de havde for ringe et befolkningstal til at kunne håndhæve rettighederne. Det gjaldt f.eks. for Ry (1450-1560) ved Silkeborg, for Sønderjyske Varnæs (1200-tallet) og for sjællandske Skibby (1240-1350).

Man skal ikke forestille sig de største byer som store efter nutidig målestok. Kun uklare skøn kan gives for den tidligste del af middelalderen, men fra 1500-tallet foreligger tal, der viser, at befolkningstallet lå på et par hundrede i de mindste byer og på omkring 4500 i de absolut største byer. Se tabel 1. Tabellen viser yderligere det påfaldende billede, at der i Danmark var et fuldstændigt fravær af helt store byer, hvilket var karakteristisk for Norden, der på det punkt adskilte sig fra det øvrige Europa.

Tabel 1: De største byers befolkningstal i 1500-tallet

København

4460 (1517)

Ribe

4200 (1549)

Århus

4200 (1550erne)

Malmø

3365 (1517)

Helsingør

1700 (1550erne)

Andre byer med en betydelig størrelse var Odense, Roskilde, Viborg og Aalborg.

 

Byrummet

Siden slutningen af 1800-tallet har arkæologiske fund – typisk gjort i forbindelse med vej- og kloakanlæg – gradvist øget kendskabet til byrummet i middelalderens byer.

Udgravninger fra eksempelvis Ribe viser, at de ældste gader var belagt med dyreknogler, indtil omkring 1100, hvor de blev erstattet af letværksmåtter udlagt i sand. Tyve år efter begyndte man at anvende plankeveje, indtil gaderne både her og andre steder i 1300-tallet typisk blev belagte med stenlag. Brostensbelægning og rendestene blev gradvist almindeligt i løbet af 1400-tallet. Gennem fund fra Køge ved man nu, at det karakteristiske bybillede, som vi kender det, med huse placeret i gadelinjen først vandt frem i løbet af 1400-tallet.

I Lund har en afdækning af den niveaustigning, der har fundet sted i byens gader siden middelalderen, vist, at 80 % af kulturlaget stammede fra tiden 1000-1400, mens at kun 20 % stammede fra den tid, der er gået fra 1400 til i dag. Forklaringen, mener historikeren Anders Andrén, skal findes i, at der i 1400-tallet opstod et spirende urbant renhedsbegreb, der klart skulle markere forskellen mellem borgere og bønder, hvilket førte til indførelsen af strenge bestemmelser for bortskaffelse af affald. Affaldet kom derved ikke længere til at ligge og flyde på gader og stræder, og stigningen i kulturlaget gik i stå. Fælles bestemmelser har således haft indflydelse på byrummets udvikling, og meget tyder da også på, at forløbet af byernes ofte selvgroede gader heller ikke har ligget fast, men over tid gradvist også har forandret sig.

Livet i byerne

Selvom befolkningen i middelalderens byer klart har kunnet placere sig som en særlig gruppe, der inden for voldene var adskilt fra landbefolkningen udenfor, så har bybefolkningen ikke været en homogen og harmonisk gruppe.

Det skinner f.eks. igennem i en opgørelse lavet af kannikken Petrus af Dacia i 1200-tallet, hvor han inddelte bybefolkningen i tre hovedgrupper: Rådmænd, der styrede, soldater, der forsvarede, og gruppen pauperes, der arbejdede og blev styret. Den sidste gruppe var ikke nødvendigvis fattig, men havde sin lave placering i hierarkiet ved, at den ikke havde del i den autoritet, som bypatriciatet havde over byen.

Byerne fungerede fra 1200-tallet organisatorisk gennem et byråd bestående af rådmænd valgt af og blandt borgerskabet. Senere blev rådene selvsupplerende, sådan at rådmændene selv valgte, hvem der skulle indtræde i rådet. Derudover var købmændene organiseret i gilder, der var religiøse sammenslutninger med varetagelsen af et kapel eller lignende i kirken som formål, men samtidig var en art interesseorganisationer. Håndværkerne havde indtil reformationen i 1536 også gilder, men disse blev gradvist erstattet af lavene, der endvidere havde ret til at udstede svendebreve og derved holdt tal på antallet af håndværkere i byerne.

Mere uformelt kunne andre grupper dog også have indflydelse. Kvinder kunne f.eks. opnå økonomisk magt gennem besiddelse af ejendom og ved at drive handel, men de kunne aldrig få del i den formelle autoritet i byernes råd, gilder eller lav.

Et udtryk for bylivet og den dertil knyttede byidentitet var byseglene, der vandt frem fra 1100-tallet, og som gennem motiver afspejlede bykollektivet. Middelarkæologen Peter Carelli har demonstreret, hvordan byboerne ved overgangen fra 1100-tallet til 1200-tallet på samme måde brugte klædedragter, sko og smykker som kulturelle markører for at skabe sig position og personlighed over for bl.a. landbefolkningen uden for voldene.