Oktober 2007

Nyhedsbrev fra Dansk Center for Byhistorie, oktober 2007

 

Et servernedbrud forstyrrede udsendelsen af forrige nyhedsbrev. Derfor er enkelte punkter derfra gentaget i dette nyhedsbrev.

Byhistoriske seminarer i 2007

Centret afholder sit næste seminar "Byerne og den byhistoriske kartografi" 23. november 2007. Det finder sted på Roskilde Universitetscenter, Universitetsvej 1, 4000 Roskilde, lokale: ENSPAC, Hus 02. 

Seminaret handler om kartografi, dvs. læren om kort, men vil koncentrere sig om kort, der beskriver byer i fortid og nutid. Det er et tværfagligt arrangement, hvor repræsentanter for forskellige fag og professioner vil redegøre for og diskutere forskellige indfaldsvinkler til brugen af kort i forskning og formidling.

Seminaret beskæftiger sig med følgende sæt af problemstillinger:
- Hvad er vigtigt og muligt at beskrive kartografisk, hvis man vil fortælle om en bys egenskaber og karakter?
- Hvilke muligheder og begrænsninger ligger der i udnyttelse af allerede eksisterende kort?
- Hvilke kartografiske værktøjer kan forskere, formidlere og byplanlæggere gøre brug af ved analyse og beskrivelse af bestemte materielle eller immaterielle strukturer i en by – eller ved studier af de danske eller europæiske byer som helhed?
- Hvordan kan kartografien bruges til at fortælle om byernes udvikling?
- Hvilke redskaber kan med fordel anvendes til at beskrive den mulige fremtidige udvikling for en by eller region?

Arrangører:
Byplanhistorisk Udvalg under Dansk Byplanlaboratorium, Dansk Center for Byhistorie og Dansk Komité for Byhistorie.

Der er fyldige præsentationer og oplysninger om tilmelding påcentrets hjemmeside.

Internetressourcer

I Den Digitale Byport er fremlagt et nyt modul for digitale udgivelser. Her fremlægger centret sine egne digitale skrifter, men også andres byhistoriske værker, f.eks. ph.d.-afhandlinger og specialer. De digitale udgivelser indekseres samtidig til Byhistorisk Bibliografi, så de også indgår i denne.

Vi har desuden lagt byhistoriske specialer fra Aarhus Universitet ind i bibliografien, ikke som fuldtekst, men som referencer, og planlægger at gå i gang med de øvrige universiteter snart. Bibliografien rummer knap 3300 indekserede værker.

I sitet Danmarks Købstæder er de enkelte købstadsbeskrivelser nu forsynet med et modul, der hedder "Ressourcer på nettet". Her linkes til datasamlinger, billedsamlinger mv.

Vi modtager gerne byhistoriske artikler og afhandllinger til digital publicering. Vi modtager også gerne henvisninger til links til ressourcer på nettet, som vi måtte have overset.

Ph.d.-forsvar

Mette Ladegaard Thøgersen, næstformand i Dansk Komite for Byhistorie, forsvarer sin ph.d.-afhandling Landdistrikternes urbanisering. En analyse af de rurale byers opståen, udvikling og karakteristika ca. 1840-1960. Det sker fredag 26. oktober 2007 på Syddansk Universitet, Odense. Hendes afhandling kan læses inde i Byhistorisk Bibliografi.

Landsudstilling og internet

Centret modtager støtte fra Kulturnet Danmark til at projektudvikle et nyt internetprojekt kaldet Industribyen: Landsudstillingen 1909. Der skal nu nedsættes en arbejdsgruppe til at arbejde videre med projektet frem mod næste ansøgningsrunde.


Med venlig hilsen

Søren Bitsch Christensen
Lektor, ph.d.
Dansk Center for Byhistorie
Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet
Den Gamle By
www.byhistorie.dk