Statutter

Statutter

§1. Komitéens navn er Dansk Komité for Byhistorie

§2. Komitéen ser det som sin primære opgave at fremme dansk byhistorisk forskning og at formidle kendskab til byhistoriske forsknings- og formidlingsprojekter. Dette kan bl.a. ske gennem afholdelse af seminarer. Desuden kan komitéen

  • deltage i udgivelsesarbejde
  • virke for de danske byers historiske værdier og
  • deltage aktivt i internationalt byhistorisk samarbejde i European Association of Urban History, Commission Internationale pour l’Histoire des Villes og andre relevante organisationer

Komitéen fungerer samtidig som repræsentantskab for Dansk Center for Byhistorie, og komitéens formand er medlem af bestyrelsen for centret. Komitéen samarbejder med Dansk Center for Byhistorie iflg. nærmere fastsat forretningsorden.

§3. Mindst 1½ måned før et årsmøde skal bestyrelsen skriftligt orientere medlemmerne, om bestyrelsen ønsker at optage nye medlemmer det pågældende år, og hvem det i givet fald drejer sig om. Hvis der ikke i løbet af et nærmere fastsat tidsrum (mindst en uge) gøres indsigelse mod en eller flere af de foreslåede kandidater, kan bestyrelsen kontakte disse personer og tilbyde dem optagelse med øjeblikkelig virkning. Hvis der derimod gøres indsigelse mod en kandidat ved den skriftlige høring, kan bestyrelsen vælge at fremlægge forslag ved årsmødet om, at den pågældende bliver optaget i komitéen. I så fald kan den pågældende blive optaget, hvis der viser sig almindeligt flertal for dette ved årsmødet.

Som medlemmer kan optages kvalificerede forskere inden for dansk eller international byhistorie og bykultur samt andre med faglig eller institutionel tilknytning til arbejdet med dansk byhistorie. Hvis et medlem tre gange i træk uden afbud eller gyldig undskyldning ikke har deltaget i komitéens årsmøder, er bestyrelsen berettiget til at udmelde den pågældende af komitéen.

§4. Komitéen afholder et årsmøde, hvortil medlemmerne indkaldes med mindst tre ugers varsel. På årsmødet vælges en bestyrelse, bestående af en formand, en næstformand, en kasserer samt op til to yderligere medlemmer. Derudover er lederen af Dansk Center for Byhistorie medlem af bestyrelsen. Genvalg kan finde sted. På årsmødet vælges desuden en revisor, der ikke kan være medlem af bestyrelsen. Samtlige poster er ulønnede.

På årsmødet aflægger formanden beretning, og kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.

§5. Komitéen er en selvejende institution, hvis formue tegnes af formand og kasserer i forening. Komitéen hæfter alene med sin formue, og de enkelte medlemmer kan ikke gøres ansvarlige for komitéens økonomiske forpligtelser.

§6. Ændringer i statutterne skal vedtages på årsmødet. Forslag herom skal fremsættes af mindst tre medlemmer, herunder bestyrelsesmedlemmer, ved skriftlig henvendelse til formanden senest 14 dage før årsmødet. Forslag om ændring af statutterne skal udsendes til medlemmerne før årsmødet. Vedtagelse sker med almindeligt stemmeflertal, dog således at mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer skal stemme for ændringsforslaget.

§7. Ophævelse af komitéen kan kun vedtages på et årsmøde, og kun hvis mindst 2/3 af samtlige medlemmer skriftligt eller mundtligt har udtalt sig derfor. I tilfælde af opløsning overgår komitéens aktiver til en anden institution, hvis formål er i overensstemmelse med det i §2 stk. 1 nævnte.