Hasle Ringvej i Aarhus

Hasle Ringvej i Aarhus

Kære by-center.

Jeg har et spørgsmål til jer. Jeg mangler det eksakte år for åbningen af Hasle Ringvej i Aarhus mellem Paludan Müllers Vej og Viborgvej.

Håber I kan hjælpe...

Mvh. Michael
29. marts 2012

 

Svar:

Kære Michael.

Hasle Ringvej i Aarhus blev indviet d. 22. juni 1987 jf. Vejdirektoratets publikation Trafikken på Hasle- og Vejlby Ringvej i Århus fra 1990. Historien om den samlede ringvej fra Genåvej til Skanderborgvej begyndte dog allerede i 1930'erne. Aarhus havde på det tidspunkt fået sin inderste ringvej, Ringgaden, og i forlængelse deraf opstod tankerne om en ydre ringvej gennem de daværende forstadskommuner. Den sydligste del af ringvejsprojektet blev påbegyndt i 1950'erne. Imidlertid udskød diskussioner om at anlægge motorvej på en del af strækningen længe planerne, og først da det blev besluttet, at motorvej E45 skulle gå længere uden for byen, kom der skred i planerne for Ringvejens videre udbygning. I 1984 vedtog byrådet lokalplan 231 for Vejlby og Hasle Ringvej. Hasle Ringvej blev som nævnt indviet i 1987, og Vejlby Ringvej fulgte efter i 1988. At stykket mellem Viborgvej og Paludan Müllers Vej var indviet og trafikeret efter 1987 ses i øvrigt tydeligt på et flyfoto fra april 1988 jf. http://flyfotoarkivet.dk/

Kristian Buhl Thomsen
24. april 2012