Gader og befolkningsudvikling 1769-1900

Gader og befolkningsudvikling 1769-1900

Jeg er ved at undersøge befolkningssammensætning og gader i Horsens 1769-1900. Mit grundlag er folketællingerne 1769, 1801 og 1834 og brandtaksationerne fra 1771, 1791 og 1813. Jeg har tænkt mig at perspektivere til o. 1900, hvor Horsens er vokset temmeligt meget og er væsentlig mere industrialiseret. Der er nogle vejvisere, der er temmeligt lettilgængelige, så egentlig tror jeg, jeg har temmeligt meget styr på materialet.

Et sted hvor jeg derimod syntes, jeg havde lidt problemer, var i forhold til, hvilke parametre jeg ville bruge. Jeg har arbejdet med familiestørrelse, husstandsstørrelse, erhverv, antal tjenestefolk, antal svende/lærlinge og taksationsværdi for gaden.

Jeg savner nu noget materiale om forholdene i byerne generelt. Jeg har Hans Christian Johansens "Danish population history" og en artikel om familiestørrelse i slutningen af 1700tallet af Jørgen Elklit (hvor Horsens faktisk er med som eksempel) men jeg ville gerne have lidt mere generelt. Jeg har læst Håndværkets Kulturhistorie, men jeg synes ikke rigtigt, at den giver noget, den beskriver mest at svende og lærlinge bor i den udvidede husstand, men i 1834 har jeg flere eksempler på, at det gør de ikke.

Kender netværkets medlemmer til noget, der kunne være relevant? Jeg har lidt svært ved at synes, at Horsens alene er utrolig interessant, det kommer til at stå så alene, hvis jeg bare sammenligner Borgergade med Søndergade osv.


Anna Wowk Andersen, stud.mag., Aarhus Universitet/DCB
30. juni 2003

 

Svar:

Hej Anna

Jeg har et par litteratur forslag, som måske vil være af interesse for dig.

Peter Dragsbo: Huse og mennesker i Aabenraa - et etnologisk studie af kvarterudvikling i en nordslesvigsk købstad 1850-1920.

Jacob B. Jensen: Dannelsen af det første arbejderkvarter og arbejderklassens oprindelse under industrialiseringen af Horsens 1870-1901. (Upubliceret konferensopgave fra Historisk Institut, Aarhus Universitet 1973)

Hans Chr. Johansen: Fabrik og bolig. Det industrielle miljø i Odense 1840-1940.

Per Boje og Ole Hyldtoft: Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter. I Urbaniseringsprocessen i Norden. Del 3. Det XVII nordiske historikermøte. Trondheim 1977.

Jeppe Norskov

11. juli 2003