Den klassiske periode

Omvæltninger

Efter 800 års byudvikling var det danske bysystem ved middelalderens slutning i 1500-tallet færdigudbygget med det antal købstæder, som handelen mellem land og by økonomisk gav mulighed for. Derefter fulgte ca. 300 år, som man kan kalde den klassiske periode, hvor købstaden som bytype var slået fast, og hvor fortsatte justeringer af købstædernes funktioner fortrinsvis skete på grundlag af allerede givne rammer. I den klassiske periode opbyggedes det primatbysystem, som kendes til i dag, med København som en forholdsmæssigt meget stor hovedstad i forhold til landets øvrige byer.

Perioden begyndte med afslutningen af Grevens Fejde og Reformationen i 1536. Lokalt havde tidens uroligheder sat sig spor tidligere, og allerede inden 1536 var der i en lang række byer gennemført lokale reformationer gennem oprør fra byborgerskabet. Det gjaldt f.eks. i Haderslev i 1525 samt for Viborg og Malmø i 1529. Da den katolske kirke faldt, forsvandt en lang række af dens symboler i bybilledet også. Klostrene blev nedrevet, og det samme gjorde adskillige kirker, og i tomrummet efter gejstlighedens tab af magt benyttede bystyret i byerne sig nu af lejligheden til at beslaglægge byggematerialer fra de nedrevne gejstlige institutioner såsom bly fra tagene og munkesten, der sidenhen kunne genbruges.

Selvom perioden begyndte voldsomt med krig og magtkampe, så fulgte der for flere byer i første omgang en fremgang i handelen. Blandt andet oplevede Aalborg en opblomstring pga. et omfattende sildefiskeri i Limfjorden og en omfattende studeeksport til Tyskland, og fra 1600-tallet fik byen mere eller mindre monopol på udskibning af korn til Norge. Ribe blev fra slutningen af 1400-tallet midtpunkt i et eksporteventyr med danske stude og okser. En lignende opblomstring oplevede Helsingør også især efter opførelsen af Kronborg i 1576 som følge af den handel, der fulgte med de skibe, der lagde til for at betale Øresundstold. Odense var i 1500-tallet fortsat centrum for Fyn og havde derfor en stor oplandshandel og desuden en velhavende byadel, og de østjyske byer Randers, Århus og Horsens blev i samme århundrede vigtige havnebyer for handel ad søvejen.

Opblomstringen varede dog kun til 1600-tallet, hvor krigene med Sverige og tabet af Skåne i 1658 betød en hård udplyndring af byerne og en deraf følgende svækkelse i byernes skattegrundlag. Byernes handel med udlandet blev nu stærkt begrænset, og den blev fra nu i stedet præget af store og små købmænds lokale handel med det nære opland.

Provinsbyernes krise

Da Frederik 3. i 1660 greb magten og indførte enevælde, forstærkedes provinsbyernes krise, idet der nu begyndte en massiv overførsel af ressourcer fra periferien til rigets centrum, København, hvor al udenlandshandel nu også blev koncentreret. Som enevældens magtcentrum oplevede København en voldsom vækst på bekostning af provinsens byer, og da portkonsumtion – dvs. told på varer, der førtes ind i købstæderne gennem byportene – blev indført i 1670erne, kunne kongemagten tjene på varestrømmene ind og ud af byerne.

Begyndelsen var lagt til et såkaldt primatbysystem med København som en altdominerende by ikke mindst på grund af sin størrelse, der i 1672 var på 41.000 indbyggere og dermed var 10 gange større end i den næststørste by Aalborg, men også økonomisk. Eksempelvis har byhistoriker Søren Bitsch Christensen dokumenteret, hvordan København i 1596-1621 betalte lidt mindre end de øvrige sjællandske og mønske købstæder tilsammen i skat, mens tallet for konsumtion i midten af 1700-tallet var steget til mere end fem gange så meget som disse købstæder, hvilket afspejler varestrømmenes omfang ind og ud af København.

Landets øvrige byer forblev små og var udtryk for det, som den hollandske historiker Jan de Vries har kaldt en manglende demografisk urbanisering, idet de danske købstæder i 1600- og 1700-tallet ikke oplevede nogen nævneværdige ændringer i befolkningstallet.

Købstæderne stagnerede og faldt helt uden for udviklingen i det øvrige Europa, hvor de Vries har fastsat en bydefinition på mindst 10.000 indbyggere, der i Danmark kun kunne opfyldes af København. De små danske købstæder er tilmed lettere sarkastisk blevet betegnet som ”teglhængte landsbyer med ret til at brænde brændevin”, hvilket er en bemærkning, der afspejler deres ubetydelighed.

Selvom København oplevede et vækstboom, mens bykrisen i provinsen stod på, så var det ikke sådan, at der ikke blev gjort forsøg på at sætte skub i en urbanisering i provinsen. Særligt under Christian 4. i 1600-tallets første del blev der grundlagt nye købstæder.

Blandt andet grundlagdes Christianshavn i 1619 som et forsøg på at skabe en international handelsby i tilknytning til København, og i Skåne og Sydnorge grundlagdes henholdsvis Kristianstad i 1614 og Kristiansand i 1641 som fæstningsbyer, der begge stadig i dag fremstår med mange symboler fra Christian 4.s tid. Frederik 3. grundlagde i 1650 fæstningsbyen Fredericia, der er et godt eksempel på, at de nye byer ofte manglede et økonomisk grundlag for deres eksistens og alene havde bestemte institutioner som deres grundlag. Fredericia eksisterede først og fremmest pga. den militære tilstedeværelse, men manglede samtidig pga. nærheden til Vejle og Kolding et opland at handle med.

Bykrisen varede frem til afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721, men i mellemtiden nåede København at få et stærkt fodfæste som hovedstad for det, som historikeren Michael Bregnsbo har kaldt det danske imperium bestående af Danmark, Norge, Slesvig-Holsten, de nordatlantiske besiddelse og tropekolonierne, hvilket blev synliggjort gennem pragtbyggerier. Opførelsen af monumentale bygninger såsom Rosenborg og Rundetårn var allerede påbegyndt under Christian 4. og kulminerede under enevælden, hvor kronen på værket blev det første Christiansborg, der blev opført 1733-40. Det fremstod på den tid i pragt og kunstnerisk udsmykning som ”Nordens Versailles” og stod sådan frem til branden i 1794.

Da Store Nordiske Krig var slut i 1721, fulgte der 80 års fred, og det gav igen købstæderne mulighed for at udvikle sig. Samtidig gennemgik samfundet forandringer såsom landboreformerne fra og med 1780’erne, og i byerne udvidedes borgernes indflydelse på byens styre i 1790erne. Det skabte en fremgang, der dog blev afbrudt af Englandskrigene 1801-14, men bagefter fortsatte den et godt stykke ind i 1800-tallet, hvor industrialiseringen siden for alvor satte skub i urbaniseringen.

Købstædernes styre og økonomi

Selvom alle købstæderne som nævnt manglede en demografisk urbanisering og derfor i almindelighed forblev små i forhold til det øvrige Europa, så har historikeren Ole Degn påvist, at bysystemet fra 1550 til 1700, hvad angår økonomiske styrkeforhold, til gengæld var hierarkisk opbygget. Han har kunnet konstatere, at jo større de ganske vist små byer var, jo større var deres konsumtionsindtægter målt pr. indbygger. Samtidig var de byer, der var grundlagt efter Reformationen, og som tidligere nævnt hovedsageligt var opstået omkring bestemte institutioner, svage merkantile centre.

Med undtagelse af Danmarks første fabriksby Frederiksværk, der blev grundlagt i 1750erne, manglede købstæderne i almindelighed en funktionel specialisering og en tidlig form for industri i stil med den, der på europæisk plan ofte gjorde byer udsatte over for politiske og sektorøkonomiske konjunkturer, og det forklarer byernes uforanderlighed i perioden. Der var ikke noget, der for alvor kunne skubbe befolkningstallet i byerne i den ene eller anden retning.

Til gengæld begyndte havnebyerne, der via søvejen lå som del af et netværk, at opleve en vækst i skibsfarten fra slutningen af 1700-tallet. Med et mere differentieret sejladsmønster og fra 1790erne en øgning i korneksporten oplevede byer som Randers, Helsingør og Aalborg en fremgang, og i Slesvig-Holsten var fremgangen endnu mere mærkbar i Altona, Flensborg, Aabenraa og Sønderborg.

Købstæderne havde fortsat et selvstyre bestående af magistrater, som det havde været tilfældet siden middelalderen, men i 1680’erne, altså under enevælden, skete der indskrænkninger, idet kongemagten nedbragte antallet af magistrater og samtidig fik eneret på at udnævne alle embedsmænd og blandt dem byfogeden, der både fungerede som borgmester og politimester. Først fra 1797 fik eligerede borgere øgede bemyndigelser bl.a. gennem muligheden for at deltage i kommissioner, hvoraf særligt havne- og senere skolekommissionerne var af vigtighed. Senere udbyggedes selvstyret i 1838 under Stænderforsamlingerne.

Antallet af byer og deres størrelse

Bykrisen kan direkte aflæses i tidens opgørelser over befolkningstallet. I tabellen nedenfor ses dét i 1672 bl.a. hos en by som Ribe, der i midten af 1500-tallet havde været landets næststørste by jf. den tidligere viste tabel 1, men som nu lå nr. 9 og nu ikke engang havde halvt så mange indbyggere som i 1500-tallet. Derudover ses det, hvordan København med sin størrelse begyndte at indtage en førerposition som rigets hovedstad og som den enevældige konges residensby. Se Tabel 2.

Tabel 2: De 10 største byer i 1672

København

41.000

Aalborg

4181

Helsingør

4033

Odense

3808

Århus

3474

Viborg

2704

Roskilde

2196

Randers

2036

Ribe

1939

Nakskov

1920

Mens middelalderen havde været en periode med omfattende bydannelser, så sås i den klassiske periode kun de 12 købstadsgrundlæggelser, som Christian 4. og Frederik 3. iværksatte i det nuværende Danmark samt i Skåne, Norge og Slesvig-Holsten.

Til gengæld betød indførelsen af konsumtion i 1670’erne en udvidelse af det administrative bybegreb, idet nogle byer uden købstadsstatus også blev omfattet af konsumtionsbestemmelserne. Det gjaldt f.eks. de sønderjyske flækker, og blandt dem kan man nævne Højer, Løgumkloster og den nyanlagte herrnhutterkoloni Christiansfeld. Flækker som disse befandt sig administrativt på et mellemstadie, hvor de var for små til at blive rigtige købstæder, men for store til at være landsbyer. Også den nordjyske Fladstrand, der først i 1818 blev købstad under navnet Frederikshavn, blev omfattet af konsumtion og agerede længe før 1818 oftere og oftere som en egentlig købstad, hvilket svækkede den nærliggende Sæby.

En række søfartssamfund såsom Dragør, Tåsinge og Bornholm uden for købstædernes og flækkernes rækker oplevede samtidig en øgning i handelen som følge af 1700-tallets fremgang for skibsfarten.

Primatbysystemet med de mange små byer og den ene store hovedstad blev aldrig for alvor udfordret. Selvom f.eks. oprettelsen af De Rådgivende Stænderforsamlinger i 1834 kunne ses som en decentralisering, så kom placeringen af stænderforsamlingerne i småbyerne Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe ikke for alvor til at bryde med København som magtens centrum. Ved Grundlovens indførelse i 1849 var der da heller ingen tvivl om, at København skulle være hjemsted for Rigsdagen og regeringen og dermed fortsat skulle være rigets hovedstad, ligesom byen hidtil havde været det under enevælden.

Byrummet

I den klassiske periode var byrummet i danske købstæder fyldt med symboler på kongens, byens og torvets ret. Synlige redskaber såsom træhesten, galgen, gabestokken og halsjernet opsat ved byportene og på torvene fortalte de tilrejsende og byernes indbyggere, hvad skæbnen ville blive, hvis man brød byernes torveorden. Det sås de fleste steder indtil 1700-tallet, nogle steder længere.

Byportene var ofte monumentale, men havde på lignende måde mest en symbolsk betydning som markører af byernes rettigheder over for oplandets bønder, for sammen med voldene havde de ikke længere nogen militær betydning, og ofte var de slet ikke opført i sten, men i træ. Også for den stadig stærkere kongemagt blev byportene et symbol. På Flensborgs Nørreport stod f.eks. Christian 4.s valgsprog ”Regna firmat pietas” – gudsfrygt styrker rigerne, og denne markering af kongemagtens betydning for byerne blev siden konkret under enevælden, da portkonsumtion indførtes i 1670erne.

I periodens begyndelse skabtes et byrum bl.a. præget af de huse, der blev opført af genanvendte munkesten, granit og bly fra byernes kirker og klostre, der forsvandt efter Reformationen. Bevarede eksempler på det er bl.a. Tøjhuset i København og Karnapgården i Viborg, hvor man genfinder synlige religiøse spor i murværket. Nogle steder betød Reformationen også, at flere kirkegårde forsvandt, og i stedet gav deres areal plads til nye torve.

Noget andet, der i tiden også forandrede byrummet og bybilledet, var voldsomme bybrande, som fjernede de ældst bevarede af middelalderens huse. I 1690 nedbrændte eksempelvis halvdelen af Hobro, og den samme skæbne fik Skive i 1725 og Viborg i 1726. Da København i 1728 blev ramt af den bybrand, der siges at have været den næststørste i en europæisk storby nogensinde, var ilden først slukket efter tre dage, og da havde en femtedel af københavnerne mistet deres hjem. Bybrandene skyldtes ofte, at mange så stort på forbuddet mod stråtækte huse, der forøgede brandfaren dramatisk. Interessant er det bybillede, der gennem et omfattende nybyggeri opstod efter brandene. I København kan man eksempelvis i dag endnu se de farverige såkaldte ildebrandshuse i tre etager på Gråbrødre Torv.

Livet i byerne

Ifølge sociologen Gideon Sjoberg lignede de førindustrielle byers bosætningsmønster en skydeskive med de rigeste og højborgerskabet fortættet i centrum og med stadig fattigere indbyggere jo længere, man fjernede sig fra centrum. Det mønster kan ved et kig i Scandinavian Atlas of Historic Towns også overføres til en dansk sammenhæng, hvor den øverste handelsstand boede ved torvet og i omkringliggende gader, mens mindre købmænd og håndværkere boede længere ude, og ufaglærte arbejdere og tjenestefolk boede helt ude i byens yderkant. Kun to steder blev mønstret brudt som følge af et behov for let tilgængelighed, nemlig ved havnen, hvor der boede mange søfolk og fiskere, og ved byportene, hvor der boede mange købmænd, der ville være tæt på varestrømmene, når de kom ind ad byportene.

Bykrisen skabte et behov for et sammenhold mod krisens trusler mod købstæderne, og det sås i en særlig lokalpatriotisme og borgerkultur, der bl.a. gennem læsning af lokale digteres tekster hyldede en blomstrende og mere glorværdig fortid, der var fjern fra den aktuelle smertelige miserable bykrise. En sådan digtlæsning kunne kun finde sted, fordi byernes borgerskab var overlegent over for det øvrige samfund hvad angår læse- og skriftkyndighed. Det vides eksempelvis, at knap halvdelen af alle købstadshjem i 1600-tallet havde en bogbestand, og i Aalborg vides det, at hver anden af de hjem, der var i besiddelse af bøger, også havde bøger på tysk og enkelte også på hollandsk.

Som den mest talstærke erhvervsgruppe satte håndværkerne deres præg på købstæderne gennem lavene, der var nogle af de vigtigste organer for bykulturens vedligeholdelse, men håndværkerstandens stærke selvbevidsthed, der havde varet siden lavssystemets indførelse i middelalderen, lagde imidlertid ofte op til en konfrontation med enevældens normer. Gennem to forordninger i 1681 og 1682 søgte kongemagten at begrænse lavenes selvstændighed, og det kongeligt udnævnte bystyre blev indsat som kontrolinstans over for lavene, der dog ikke lod sig knægte. De udstedte forsat helt frem til 1857 svendebreve og næringsbreve og havde derved fuld kontrol over, hvem der blev optaget i håndværkerstanden, og i bybilledet gjorde de sig ved festlige lejligheder bemærket gennem processioner.

Trods det trængte enevældens kultur langsomt ind i andre dele af bylivet, hvor borgerskabet trak i kongens klæder. Da man eksempelvis i 1801 indførte borgervæbninger som led i forsvarsordningen under Englandskrigene, blev korpsene trods en minimal militær betydning organiseret efter en militaristisk rangordning med påbud om uniformering. På samme tid blev det kutyme, at byfogeden i sin egenskab af politimester også bar enevældens uniform, ligesom Frederik 6. fra 1804 gav fortrinsret for militærets underofficerer, der også var uniformsbærere, til at besidde stillinger som rådstuetjener, graver, bedemand, arrestforvarer og politibetjent. Kendemærket for borgerskabets forskellige grupper blev derved udstukket af enevælden, og resultatet blev en offentlighed, der under den sene enevælde i 1800-tallets første halvdel udstillede en kongetro patriotisme.