Bibliografi over Herning

Bibliografi over Herning

Den digitale udgivelsesrække 2
Brian Wiborg
Historisk Forening for Herning Kommune og Dansk Center for Byhistorie, 2005.

Hent Bibliografi over Herning i menuen til højre i sin samlede længde.

Hent PDF her.

 

Uddrag:

Der er skrevet meget om Herning og om Hernings historie. Denne bibliografi samler det væsentligste af dette med sine 1.067 titler. Bibliografien er blevet til ved en gennemgang af Statsbibliotekets database, Herning Centralbiblioteks Lokalsamling, søgninger på bibliotek.dk samt ved gennemgang af Herning Lokalhistoriske Arkivs bogsamling. Bibliografien er udarbejdet i to udgaver: En alfabetisk version og en version tilrettelagt efter bibliotekernes DK5-system. Her optræder DK5-systemet dog i en noget forenklet udgave, der samler flere titler i færre grupperinger for overblikkets og anvendelighedens skyld. DK5-bibliografien giver derfor en let og hurtigt oversigt over det emne, man ønsker information om. Nogle titler er imidlertid placeret under flere kategorier. F.eks. Aage Damgaards erindringer, der naturligt hører hjemme under 99.4, men her er værket også placeret under 70 Kunst og 60.9 Industriens historie, da Aage Damgaards erindringer må forventes også at have relevans indenfor disse emner. Dog er placeringer i flere kategorier generelt holdt på et minimum.

Det har været nødvendigt at afgrænse, hvilke titler, der skulle med, og hvilke, der skulle udelades. Som i kildefortegnelsen koncentreres der her om byen Herning, hvorfor det er meget begrænset, hvad der er medtaget af landbohistorie, lokalhistorie fra Hernings opland og værker, der beskæftiger
sig med Midt- eller Vestjylland som region. Derudover er følgende udeladt: Skønlitteratur, der har et lokalhistorisk tilsnit, slægtsbøger, foreningsblade, VVM redegørelser, lokalplaner (medtaget er dog større planer for byudvikling, byfornyelse ol.), diverse udgivelser fra Herning Kommunes forvaltningsområder (årsrapporter, bekendtgørelser, virksomhedsplaner, dagsordener, vedtægter osv. - Herning Centralbiblioteks Lokalsamling rummer en stor mængde af sådanne), avisartikler (udover Herning Folkeblads eget arkiv findes der i Herning Lokalhistoriske Arkiv en kronologisk opbygget registratur for Herning Folkeblad fra 1869 til 1982. Desuden har arkivet en emneopdelt registratur på kartotekskort fra slutningen af 1940’erne indtil 1977 med artikler fra aviser og enkelte tidsskrifter.) og kortere nyhedsorienterende artikler fra magasiner og tidsskrifter.

For hver titel i bibliografien er der anført forfatter, titel, trykkested, år og sideantal i nævnte rækkefølge. Er nogle af disse oplysninger ikke anført, skyldes det, at de ikke fremgår i den anvendte biblioteksdatabase. I nogle tilfælde er det væsentligt at vide, hvilken instans, der står bag udgivelsen. I de udgivelser, hvor det er tilfældet, er den pågældende instans anført før trykkestedet.